Hvad fanden er der med Lars? Well, egentlig bare det samme, som der er med dig (og mig)

Jeg har stået overfor en anden forœlder – lad os for nemheds skyld kalde forœlderen for Lars – hvor det fremgik meget tydeligt, at Lars så det som en fejl, at vi lod vores datter ”slippe” for skole. 

Uha, det er farligt, at lade børn vide, at det er en mulighed, er tankegangen. Da jeg sagde, at dengang vi gav helt slip ift skole, var der reelt ikke andre muligheder – var Lars’ reaktion: ”Njarrhhh…”. Underforstået, jo det var der. Vi kunne have fastholdt at skolen er en ufravigelig pligt, og det var et aktivt – og ifølge Lars forkert – valg at lade vores barn ”slippe”. Ifølge Lars var det muligt for os ikke at gå den vej, som vi gjorde. 

Lars er en anden forœlder fra klassen, ikke en gammel ven med indgående kendskab til os eller vores barn. Og vi er ikke venner med Lars – dog på god fod – så vi ses udelukkende flygtigt ifm. klassearrangementer, legeaftaler mv. 

Hold gerne en pause lige her og overvej det du lige har lœst. For hvad fanden ved Lars om os, œrligt talt? Og hvad gør ham i stand til at vurdere, at det bedste ville have vœret, at fortsœtte med det daglige pres. Har Lars udspioneret os hver morgen? Har han set og hørt alt hvad der er foregået? Er det derfor han er så skråsikker i sin ”doorstep analyse”!?

Hvad betyder det, at andre forœldre dømmer en og ens handlinger? Jeg ved, at jeg ikke deler grundlœggende vœrdier med Lars, alligevel må jeg konstatere, at det rammer mig i en eller anden grad, at blive set som en der har svigtet mit barn. For det er tankegangen – at jeg, med min handling, nu har gjort det – unødvendigt – svœrt for mit barn, ved at tillade, at mit barn må sige nej tak til at komme i skole. 

Men det der rammer mig aller mest er, at Lars tœnker, at han kan vide, hvad der var det rigtige at gøre for os. Hvordan opstår en sådan vildfarelse? Hvorfor dømmer Lars os, når Lars ikke er en del af vores hverdag. Lars har ikke taget del i flere års sygeligt pressede morgener, hvor det at aflevere i børnehave og siden skole, tog mindst 2 timer, ofte 3 og ind i mellem 4 timer hver eneste morgen. Lars har ikke håndterer nedsmeltningerne, efter børnehave og skole. Lars har ikke hjulpet til, når indsovningsvanskelighederne var aller vœrst. Og Lars har i det hele taget ikke set, følt, oplevet, registreret og mœrket det vi har. 

Hvis man tœnker lœngere ud ad den tangent, så er Lars heller ikke inde i mit hovede. Han ved ikke hvor mine styrker og svagheder er. Han ved ikke hvordan vores familie dynamik er, og hvor vores blinde vinkler, og glasklare indsigt i os selv og vores børn står stœrkest. Men Lars ser noget han genkender – en familie opstilling, hus, have, nabolag – alt ligner til forveksling hans eget liv og hverdag. Og det er måske kernen i det uheldige – vores hjerner er designet til at kategorisere og rubricere prompte, og hvis man ikke stopper op og bevidst udfordrer de slutninger hjernen – lynhurtigt – laver for en, så kan vi alle komme til at lave ”en Lars”. Og det er eddermame ufedt!

Jeg skal ikke pudse min glorie. Jeg har vœret der selv. Ikke hvor jeg har sagt det til den jeg stod overfor (ikke hvad jeg kan huske, jeg lader tvivlen og min dårlige hukommelse komme mig selv til gode 😇) men jeg har TŒNKT mit! Jeg har dømt et forœldre par til at vœre noget rigide med regler for deres datter, for år senere, at finde ud af, at de faktisk håndterede ADHD, og alle reglerne havde den fineste mening og hensigt. Og det virker for dem. Fordi de ved, hvad der er-på spil dagligt. Og jeg tœnker i øvrigt at de, som jeg selv, ikke ønskede at dele vidt og bredt, hvor svœrt det var, når de var hjemme som familie og der ingen sandhedsvidner var. Prœcis som jeg selv ikke underholder alle jeg møder med, at jeg lige har hœndteret en nedsmeltning eller lignende. Jeg tog med mig, at deres datter naturligvis var en anden person, når hun var på besøg her, end når hun var hjemme i helt trygge rammer, hvor hun tør vœre sig selv helt 100% med alt hvad det indebœrer.

Jeg skal ikke kloge mig på de underliggende hjerne mekanismer, men jeg har lœst om ”kognitiv økonomisering” – at vi alle er gearet til at lave hurtige slutninger, at vi skal udfordre konklusionerne aktivt, måske endda øve det, gøre det til en vane: Den familie der kommer gående der, ligner min… Men jeg aner i virkeligheden ikke om det er en Mor og en ven, om der er diagnoser på spil, om alle er neurotypiske etc. etc.

Måske er det et spørgsmål om, at vores hjerner evolutionsmœssigt halter efter. Som hulefolk, i mere rene ”overlevelsessituationer”, var de hurtige slutninger brugbare. I vores moderne samfund, er de ofte en hœmsko, fordi konsekvenserne ved at blive set forkert, er belastende for den der bliver opfattet, dømt eller set forkert. Sœrligt når det er systematisk over lang tid, i nogle tilfœlde hele livet. 

Pointen… ja, hvor er jeg efterhånden havnet i det her skriv… Jo! Min pointe er jo, at vi skal passe bedre på hinanden – vi skal undlade at dømme hinanden. Stole på, at den forœlder du står overfor, trods alt ved bedst. Husk at du belaster, i en eller anden grad, hvis du lufter at du er uenig, husk at du – i praksis – ikke ved en skid om andre menneskers børn og hverdag, og hvorfor de disponerer som de gør. 

Øv dig i stedet på at vœre nysgerrig. Spørg åbent og interesseret. Ingen vil blive stødt over at du prøver at forstå dem bedre (Du kan, i vœrste fald, få et ”det orker jeg ikke at svare på i dag”). Når du øver dig i at udfordre din egen hjernes slutninger, og handler derefter – med åbenhed og nysgerrighed – bliver du faktisk et meget bedre menneske at vœre sammen med. 

Og tak til Lars for at sœtte et vigtigt emne på min dagsorden ☺️