Den farlige positive italesættelse
I hele vores datters børnehave tid, var det en (stor) ting, at vi skulle italesætte børnehaven som noget sjovt, rart og godt. Det fik vi at vide af personalet virkelig mange gange.
Hvis man tœnker lidt over det – og det gjorde og gør vi, endda meget – så er det i sig selv et problem, at en børnehave pædagog ser et behov for at forældrene skal italesætte børnehaven positivt. Jeg er med på, at det ikke er godt for nogen, slet ikke barnet, hvis forœldre har forbehold, og skepsis overfor dagtilbuddet. Man behøver slet ikke italesætte noget, barnet kan mœrke det.
Men grundlæggende må man formode, at alle forœldre der ser at deres børn trives med andre børn, leg, pœdagogisk styrede forløb osv, vil være positivt indstillede overfor børnehaver. Mens de forœldre der f.eks. har børn der nemt bliver overstimulerede, børn der måske ikke trives godt i store grupper, har sansemœssige udfordringer mv har nogle forbehold, som man ikke imødekommer ved at anvende positiv italesættelse. Man kommer i stedet til at negligere de udfordringer der er.
Jeg ved godt, at positiv psykologi er en reel ting, og jeg er ret sikker på, at der er evidens for at det virker. Men der er en grœnse, som – i min optik – er farlig at overskride, og som særligt gælder når voksne praktiserer positiv italesættelse overfor børn. Fordi du underkender barnets oplevelse. Du afmonterer barnet. Og fordi den gør dig til en utrovœrdig voksen. Og tilliden svinder i relationen.
Eksempel. Et barn med autisme, der har sensoriske udfordinger. Hvis selv den mindst syning, føles som skurrende sandpapir mod huden, og du som voksen insisterer på at trøjen er blød, så vil der uvœgerligt opstå et misforhold mellem det du siger – måske endda hårdnakket påstår – og det barnet oplever. Og det giver jo mistillid i relationen.
Jeg tœnker ofte over “Sådan ser det ud” (for andre) vs “Sådan føles det” (for mig). Og jeg tœnker ofte over, hvor forskelligt vi alle sammen opfatter, hører, føler ting. Og hvor pokkers vigtigt det er, at være nysgerrige på hinanden. iKke at komme med en forudindtaget holdning om, at noget er på en bestemt måde. Det kan vœre +5 grader for dig, men -10 for mig. Erkend at du ikke kan bruge din egen oplevelse når du skal vide hvordan andre oplever det, der gælder KUN deres oplevelse, som er ligeså valid som din egen!
Men hvor meget kan man så flytte med positiv italesættelse? Jeg kan måske få dig til at være åben overfor, at den trøje jeg har strikket af noget der ligner ståltråd virkelig ER blød og rar at have på. Men det jo kun lige indtil jeg får den på, og mærker hvor voldsomt ubehagelig den egentlig er, at have på. Din oplevelse vil måske endda være endnu mere intens, fordi du har stolet på mig, og er gået med på præmissen om, at trøjen er blød. Derfor er “faldet” det mere hårdt, når det viser sig, at jeg har bildt dig noget ind, som åbenlyst ikke er virkelighed (for dig). Det må vœre oplevelsen for barnet, der ikke kan rummes i børnehaven, når dem barnet skal kunne stole allermest på, forœldrene, i praksis binder barnet en historie på ærmet.
Jeg kan huske, at jeg engang lœste om Ulrik Wilbek, der, da han var håndboldlandsholdstrœner, brugte positiv italesættelse meget. Engang var landsholdet på tur til, hvad jeg mener han omtalte som et fattigt land, hvor det udviklede sig til stående jokes at alle kun måtte sige positive ting om alting. “Neeej, hvor er den her stenhårde croissant virkelig lækker” etc. Det kan jeg godt se det sjove i. Og det er nok et eksempel på, hvad positiv italesættelse også kan bruges til, og hvorfor det ofte virker, selv når det ikke burde virke – for når der i virkeligheden ikke er noget positivt at sige, så kan det blive en joke at sige noget positivt om det dårlige. Og dermed en måde at komme igennem det på. Jeg synes det er sjovt. Men desvœrre er det ikke en metode en voksen kan bruge overfor et barn, der synes at børnehaven er en hård og tør croissant, eller det der er værre.
Hvis man er, som jeg (og min hustru) er, så kan man risikere, at gøre noget der føles forkert, gennem lœngere tid endda. Hvis den autoritet man står overfor, i det her tilfælde en børneekspert, en pædagog, insisterer og taler ud fra stor erfaring. Og fordi vi ønskede at samarbejde, og nemt forstod vores børnehaves tilgang og metoder. Men set i bakspejlet, har jeg ingen undskyldning for at have forrådt min datter ved at insistere på at hendes daglige mareridt var sjovt. At alt det hun ikke trivedes i og med, høje lyde, stœrke lugte, masser af børn og voksne samlet på et lille sted, ingen egentlige formål (udover “hvad har du lyst til at lege?”) og masser af krav hun ikke kunne imødekomme – det fortalte jeg hende var SJOVT. Jøsses. Jeg græmmer mig over mig selv.
