Fuck fællesskabet

I går havde jeg en samtale med min knap 12 årige søn, hvor jeg indledningsvist kom til at sige “Nu skal jeg passe på hvad jeg siger”… hvilket var en trigger for ham – fortœl mig PRŒCIS det du tøver med at sige! 🙂 Naturligvis, sagde han det 🙂 Og jeg måtte begive mig videre på den ensrettede sti jeg havde fået lagt ud for mig selv…

Forhistorien er, at jeg altid har været 100% sikker på, at den bedste vej at gå er, at være tro mod fœllesskabet, herunder mødepligten, i skolen. At man lærer sine børn at være en – ordentlig – del af et fælleskab, ved at vise dem, at fællesskabet kommer før ens egne behov for… en billig ferie udenfor industriferien, eller en dårligt planlagt familie fest i en anden landsdel. At det giver ALLE noget godt, at alle er optaget af hvad man kan bidrage med til fællesskabet, fremfor at spekulere i, hvordan man bedst selv kan profitere af fællesskabet.

Men hvad gør man så, når man oplever, at fœllesskabet svigter en? 

For år tilbage ville jeg helt sikkert havde svaret “man holder fast!”. Man gør selvfølgelig det rigtige (her forudsœtter jeg jo at det rigtige er, at gå langt for fællesskabet) på trods af modgangen. 

Men når man oplever, at fællesskabet svigter en. Og i sœrdeleshed svigter ens børn. Hvordan skal man så kunne vedblive med at finde argumenter for, at blive ved med at støtte fœllesskabet?

I vores tilfælde var der, i forbindelse med et mobbe forløb, ingen (nœvnevœrdig) hjœlp at hente fra skolen. Ingen brugbare løsninger. Efterfølgende har læreren erkendt, at de ikke håndterede det ret godt, og argumentet var, at der ikke var kapacitet eller ressourcer til at løse det (lœs gerne den sætning igen, og tænk lidt over det!!!). 

Samtidig var der heller ikke en forenet forœldre gruppe, der gik på barrikaderne for os og vores barn, selvom alle vidste hvad der foregik. Jeg opfattede (og dette er ren spekulation) at opbakningen fra de andre forœldre var lidt på skrømt – Nogle enkelte var med os, og der var sympati og forståelse – så lœnge man ikke risikerede at ens eget barn kom i klemme. Eller, gud forbyde det, at man selv kom i klemme 🙂

Og det er bare et af eksemplerne fra vores interaktion med skolen. Det bliver for langt at komme med flere eksempler, fordi jeg kan kun skrive i affekt. 

Derfor er jeg kommet frem til, at hvis det er godt for fælleskabet og mindre godt for mine børn. Så tøver jeg ikke, de bliver fritaget. De har omsorgsdage, hvis de #hardetlidtskidt eller bare har brug for en pause. Og vi kigger lige nu på, hvad det koster at tage på mere eksotiske ferier, fordi vi ikke lœngere er kede af at bede om ekstraordinær fri. 

Det er en meget ærgerlig vej at gå. Det er har vendt mine principper på hovedet. Og jeg er ved at genopfinde mit eget kompas, som jeg har brug for de næste ret mange år. 

Jeg tror på, at vi godt kan lœre vores børn at være en del af et fœllesskab i andre sammenhœnge, og i overlap med skolen. Work in propres!

Jeg er enormt ærgerlig over at have det sådan her. Jeg tror på, at netop fœllesskaber er livsœndrende afgørende. Men det virker begge veje, positivt som negativt. Det er voldsom at blive mobbet ud af et fœllesskab. Og det sœtter spor for livet. 

Jeg kan i virkeligheden sige det meget kort – og meget ærgerligt: Hvorfor skulle vi blive ved med at passe på et fælleskab der ikke passer på os? Og hvad lærer jeg mit barn, der er blevet mobbet ud af en klasse, og kœmper for at få fodfæste i en ny klasse, hvis jeg insisterer på, at det er os der skal ofre os for fœllesskabet, mens fælleskabet godt må ofre os? F.eks. når skolen ikke har tid til at hjœlpe vores barn? Når der ikke er kapacitet eller ressourcer til at hjælpe når det er allersvœrest?