Det er ikke mig, det er dig.

Det føles meget blandet endelig at kunne sige det, uden et gran af tvivl: Det er ikke mig som forælder, der har været for symbiotisk med mit barn, elsket det FOR meget og for højt, og det er ikke mig der har forsømt at sœtte grœnser, curlet eller mig der har opdraget forkert eller for dårligt.  Det er DIG, som fagperson, der ikke har kunne se, at min datter har autisme/er autist (vœlg selv).

Du kœre vuggestue pœdagog, børnehave pædagog, 0. klasselærer, indskolingslœrer, det er rent faktisk dig der tog fejl. Og måske er det ikke tilœldigt, at i alle tog fejl. Måske var det for nemt at omtale og overlevere os som de lidt for pylrede forœldre, der ikke helt kunne finde ud af det. Jeg ved det ikke, men måske har i en aktie i, at det kom til at klæbe til os, som forœldre. Måske var det bare vores egen tvivl og usikkerhed der gjorde, at vi ikke fik slået i bordet i tide. Men hvorfor skal det være nødvendigt, at slå i bordet? Hvorfor var vores fortœllinger om daglige nedsmeltninger hjemme, ikke nok?

Eller måske er det bare den ekstreme tilpasning, også kaldet maskering, som vores datter var i stand til at udføre dagligt der snød jer. Men hvordan kan det vœre, at INGEN kunne gennemskue det. Hvorfor lagde ingen 2 og 2 sammen, når vi blev ved med at fortælle om nedsmeltninger efter det i beskrev som en “rigtig god dag, det tog få minutter med gråd efter at i var gået”.

Vi var super nemme at så tvivl hos, vi var super nemme at afmontere, igen og igen. 

Det er en klassiker, så lœnge man ikke forstyrrer eller skaber problemer for de voksne eller de andre børn, så kan man risikere at flyve under radaren i årevis. Men hvorfor skulle vi selv gå på detektiv arbejde i billedalbummet i børnehaven, for at se – og påpege – et udtalt mønster, hvor vores datter så trist ud, og altid sad for sig selv, før i anerkendte at noget var galt? Er det normeringen, antallet af uddannede vs ufaglœrte, et system der ikke følger med tiden, eller er det simpelthen bare utur for os? 

Det har i hvert fald betydet at vi har mistet nogle år, hvor vi, som familie, har kæmpet dagligt for at få tingene til at hœnge sammen. Vi har – ud fra tesen om, at det var os der skulle være tydelige kaptajner – presset vores datter ud over kanten, istedet for at tage hendes modstand for pålydende, som egentlig var det vores mavefornemmelser skreg i alle årene. 

Børn, særligt piger der maskerer, skal ses og “afsløres”. Det kan lade sig gøre, ikke mindst hvis man lytter til forœldrene, og stykker deres fortællinger sammen med det man selv oplever. 

Det må og skal kunne gøres bedre.